2017 bør være vendepunktet for stigende bidragssatser

Tirsdag 6. juni 2017 8:00

Ud fra næsten 400 observationer har vi kigget nærmere på bidragssatserne, ved de fire institutter der finansierer det danske landbrug.

Efter en marginal stigning i 2015, tog bidragssatserne i 2016 et hop på 0,05 procentpoint til gennemsnitlig at ligge på 1,01 procent. Det er fjerde år vi laver analysen, og ligeledes fjerde gang vi oplever stigninger.

Tal fra erhvervs- og vækstministeriet viser tilmed 4 år yderligere med stigninger, så vi i alt kommer op på 8 år. Ligesom det er fjerde år i træk vi laver analysen, er det også fjerde år i træk Realkredit Danmark (RD) løber med titlen som den dyreste realkreditforening for landmændene, med en gennemsnitlig sats på 1,20 procent.

Udviklingen i forhold til 2015, var dog uændret for RD. Derimod steg Nordeas gennemsnitlige bidragssats med 0,07 procentpoint, svarende til en stigning på 7,15 procent, den udvikling var nok til sikre dem titlen som årets sprinter. I analysen er der dog også positive momenter for landmanden, da den gennemsnitlige bidragssats for DLR kunder faldt med 0,02 procentpoint.

I analysen har vi holdt bidragssatserne op mod belåningsgrad og soliditetsgrad, som begge påvirker bestemmelsen af bidragssatsen. Ses der på soliditetsgraden, er det en forklarende faktor når det kommer til udviklingen i bidragssatsen, hvor virksomheder med høj soliditet betaler en lavere bidragssats. Derved er det tydeligt at se, at kreditforeningerne ”straffer” de mindst polstrede og er meget risiko forskrækkede, hvilket kan gøre det svært for nye landmænd at etablere sig.

Vending i 2017 Realkreditinstitutterne har altså været gode til at udnytte den svage indtjening i landbruget til at skrue bidragssatserne op. I realkreditinstitutternes årsrapporter for 2016 var der dog bred enighed fra flere af institutterne om, at anden halvdel af 2016 bød på en bedring, som de forventede ville fortsætte ind i 2017.

 Bl.a. skrev Nordea ”vi ser en stabilisering i landbruget i 2017”, mens RD skrev, ” der forventes gradvist bedre indtjening, pga. bedre markedsvilkår og forbedret effektivitet”. De bedre forhold ses tydeligt da både RD, DLR og Nykredit i andet halvår af 2016 oplevede faldende restancer til landbrugskunderne. Markedsforholdene i 2017 er da også gået som forventet, hvor vi oplever væsentlig højere afregningspriser.

Højere afregningspriser giver således en bedre prognose for indtjeningen i landbruget. Det understøttes af Seges i en ny analyse, hvor de ser en pæn fremgang i indtjeningen i 2017 og 2018. Med både bedre markedsvilkår og realkreditinstitutternes egne forventninger, skal 2017 være året hvor bidragssatserne for landbruget vender. Min anbefaling er at landmændene sætter deres finansieringsbehov i udbud, ligesom de gør ved foderkøb mv. Jeg hjælper gerne med et overblik og en screening af, om du betaler en fair sats.