Nyt sønderjysk auktionshus vil afsætte brugte maskiner

Fredag 9. juni 2017 8:00
Auktionshuset Sønderjylland byder med 7,5 ha indhegnet grund og en hvoraf 2500 m2 er overvåget.

Landmænd, maskinforreninger og maskinstationer har flere ting til fælles – men én af dem er at komme af med brugte landbrugsmaskiner, når de har aftjent deres ”værnepligt”.

Samtidig er danske brugte landbrugsmaskiner en eftertragtet handelsvare i andre europæiske og østeuropæiske lande, som for eksempel Tyskland, Polen, Ungarn og Letland.

Men udfordringen kan være at skabe den rette kontakt til de rette opkøbere - og præcis her har Auktionshuset Sønderjylland fundet deres niche.

 - Maskinerne er efterspurgte, fordi de ikke fejler noget, de er bare brugte. De har måske noget overflade rust, der ikke kan betale sig at få gjort noget ved i Danmark, da det bliver alt for dyrt, men sådan er det ikke i for eksempel Polen eller Litauen. Der er det en god forretning at få lavet rusten på en lidt ældre traktor, siger Hugo Dyring Lassen medejer af Auktionshuset Sønderjylland, som han har sammen med sin kone Pia Dyring Lassen.

Hugo Dyring Lassen har i over 30 år arbejdet med salg og opkøb af landbrugsmaskiner med base i det sønderjyske, og qua placeringen tæt på den dansk-tyske grænse er hans netværk præget af mange udenlandske kontakter, der gerne tager turen til Auktionshus Sønderjylland for at gøre en god handel.

Og det er ikke kun opkøberne, der gør en god handel, det samme gør sig gældende for sælgerne. Ofte står en maskinhandler med flere maskiner og traktorer fra et konkursbo eller andet, hvor kun to-tre maskiner kan sælges på det danske marked. For at sikrer sig et salg af de resterende maskiner sættes de på auktion og sælger er dermed sikret et salg og brænder dermed ikke inde med de resterende maskiner.