DLFs frøavlere scorer 50 mio. kr. ekstra for høst 2016

Fredag 9. juni 2017 7:00
Arkivfoto: Erik Hansen

DLFs frøavlere kan glæde sig over, at slutafregningen i juni termin har fået et pænt løft i forhold til acontobetalingen, som skyldes en god afsætning til pæne priser i markedet og en god indtjening i DLFs koncernselskaber.

Resultatet er bedre end forventet ud fra decembers acontoudbetaling, hvor avlerne får udbetalt 75 pct. af den forventede afregningspris. I forhold til det der var lagt op til i slutafregningen er frøpriserne i gennemsnit hævet med knapt 9%, svarende til at restbetalingen er toppet med 50 mio. kr. Det skyldes en god afsætning i foråret til fornuftige priser, hvilket har skabt en god indtjening i DLFs koncernselskaber. 

”Det kommer nu avlerne til gode i form af en solid prisstigning i forhold til december termin, fortæller avlsdirektør i DLF, Anders Mondrup. ”På trods af at frøudbytterne i frøgræs var noget under vores forventninger, kan frøarterne igen distancere sig fra korn og raps med et væsentligt bedre dækningsbidrag, ” fortæller avlsdirektøren.   

Alm. rajgræs, som er den største græsfrøart i Danmark, satte forrige år ny udbytterekord hos DLFs avlere med 1.753 kg pr. ha. I 2016 blev gennemsnitsudbyttet på 1.360 kg. pr. ha - næsten 400 kg lavere - svarende til en indeks 86 høst i forhold til gennemsnittet af de foregående fem år. DB 1 i alm. rajgræs bliver i gennemsnit 7.700 kr. pr. ha, hvilket lægger god afstand til både hvede og vinterraps.

Årets lyspunkt blev til gengæld hvidkløver, der med 590 kg pr. ha opnåede et indeks på 107 i forhold til en normalhøst. Det udløser et DB 1 på 12.800 kr. pr. ha. 

I 2016 var afgrøderne udfordret af et meget tørt forår i Østdanmark og en våd høst i Vestdanmark. Begge forhold påvirkede udbytterne negativt. Kombinationen af en lille høst, både målt på hektar og på frøudbytte har skabt en bedre balance i frømarkedet. 

- DLF har holdt igen med frøudlæg de senere år. En arealmæssig lille høst og et udbytte under middel har bragt lagrene i balance i de fleste arter,  fortæller Anders Mondrup. Derfor har vi også kunnet skrue op for udlæggene til høst 2018, fortæller han. 

DLFs afregningspris for frø er steget i forhold til sidste sæson, og trods udbytter under normalen ender DB 1 i frøafgrøderne på i gennemsnit 9.100 kr. pr. ha for 2016. Det er mindre end de foregående fire år, men relativt i forhold til korn og raps er dækningsbidraget i frø i for høsten 2016 bedre end de foregående fem år.