Ergonomisk forværk og glasfiberbøjler i stalden

Mandag 19. juni 2017 8:00
Peter Timmerman, (tv), og indehaver Jens Frøsig, Farm Montage, glæder sig over at have fået to nyheder på programmet.

Det hverken fylder eller vejer ret meget – og så er det holdbart og nemt at rengøre. Hos Farm Montage i Ribe, har man fået to nyheder på programmet. Den ene nyhed er fra Holland i form af en glasfiber-sengebøjle.

-  Bøjlen er lavet i glasfiber og er kun tre centimeter tyk. Vi er en af de få, der tilbyder den løsning, forklarer den salgsansvarlige hos Farm Montage, Peter Timmerman.

Han tilføjer, at bøjlen både kan monteret i nye kvægstalde samt ved renoveringer af eksisterende stalde. Bøjlerne kan desuden tilbydes i forskellige størrelser.

-  Bøjlen giver koen plads så den kan bevæge sig og rejse sig – derfor de forskellige bredder, uddyber Peter Timmerman.

Situationen er kendt – køerne stikker hovedet ud gennem staldens gitter for at æde – og det giver risiko for hovedstød, når koen løfter hovedet og risikerer at ramme den øverste tværstang/rør på gitteret.

Løsningen hedder et såkaldt ergonomisk forværk, der i stedet for det traditionelle gitter er en træplade monteret med mindre søjlerør på toppen uden overligger-stang.

-  Løsningen hér sikrer, at køerne ikke støder hovedet op på stangen af gitteret, forklarer Peter Timmerman.

Han tilføjer at systemet er udviklet af en landmand ved Skive, der oplevede problemet i sin egen stald. Siden blev det sat i produktion, og er nu taget på programmet hos Farm Montage.