Tican lukker produktion i Ansager

Tirsdag 3. oktober 2017 15:49
Fra årsskiftet er det slut med at producere pølser og marinerede produkter fra Tican i Ansager.

Det er besluttet at planlægge en nedlukning af produktionen af forædlede kødprodukter på Ticans virksomhed i Ansager med udgangen af 2017, oplyste Tican i går. Produktionen af pølser og marinerede produkter forventes at blive overført til andre produktionsenheder i Tönnies-koncernen. 

- Vi må desværre konstatere, at der ikke er økonomisk basis for at videreføre produktionen i Ansager, siger administrerende direktør Ove Thejls og fortsætter:  

- Ved at flytte produktionen kan vi sikre konkurrenceevnen, og derved kan vi bevare og videreudvikle sortimentet af forædlede produkter til det danske marked. Det er vores opgave at sikre en rationel drift i koncernen og udnytte de muligheder, vi har indenfor koncernen.

Han tilføjer, at det er med beklagelse og stort vemod, at Tican må nedlægge de 49 arbejdspladser, der er på fabrikken i dag.

- I det omfang det er muligt, vil medarbejderne blive tilbudt arbejde på en af vore andre fabrikker, siger Ove Thejls.