24 af 50 ledere udskiftet

Onsdag 11. oktober 2017 13:16
Toppens slankning hos datterselskabet Tulip Ltd. møder tilfredshed hos Jais Valeur, topchef i Danish Crown. Arkivfoto

Danish Crowns britiske datterselskab Tulip Ltd. har udskiftet 24 af de 50 øverste ansatte i selskabet. Siden har selskabet vendt bøtten fra et stort underskud til et proklameret overskud. Det skriver netmediet FødevareWatch på baggrund af en artikel i Berlingske Business.

Danish Crowns store britiske datterselskab, Tulip Ltd, har i de seneste år givet store underskud, men selskabet kommer med overskud i indeværende regnskabsår. Det lover Danish Crowns topchef Jais Valeur, skriver Berlingske Business.

- Vi har lavet en mega turnaround. Mange i ledelsen i Tulip er blevet fyret. 24 ud af vores top-50 i England er nye. Det bliver nok en af de hurtigste turnarounds i dansk fødevareindustris historie, at vi går fra så stort et underskud i Tulip til et plus. Siden denne sommer har vi hver uge tjent penge i England. Det ser fornuftigt ud, siger Jais Valeur.

Tulip Ltd købte i september Easey Holdings, som opdrætter frilandsgrise i Storbritannien. Dengang glædede Jais Valeur sig over, at en hård tid var ovre og sagde, at han var meget tilfreds med den engelske ledelse i selskabet.