Svinestalden blev til chokoladeværksted

Fredag 20. oktober 2017 14:01
Gitte Rom Hansen og Ronnie Rom Hansen foran den tidligere fravænningsstald og vognport, hvor der nu er chokoladeværksted og gårdbutik. (Foto: Henrik Sieben)

Et skilt og et par flag indikerer, at for enden af den lange grusvej finder man Fru Hansens Chokolade. Og tager man turen ned ad grusvejen, passerer man på den ene side en flok angus køer med kalve og på den modsatte side et par tonstunge jyske heste.

For enden af grusvejen kommer en smuk dybrød firlænget ejendom, Norddal. Ejendommen med 13 hektar jord blev udstykket i 1837 fra Abilgård i det nærliggende Assendrup og givet til en søn, der ikke rejste til Amerika.

I stuehuset bor Gitte Rom Hansen, i parentes bemærket Fru Hansen, og Ronnie Rom Hansen. Parret boede frem til 1985 i et hus ved grusvejens begyndelse, men hjalp ofte den daværende ejer, Eskild Nielsen.

Da han ønskede at afhænde ejendommen, og ingen af hans otte børn ønskede at overtage, endte det med, at Gitte og Ronnie Rom Hansen overtog ejendommen nord for Ejby ved Køge.

 

Blandt pionerer med frilandsgrise

Tilbage i 1990’erne var parret også blandt pionererne inden for frilandsgrise.

- I 1993 etablerede vi på fuld tid en frilandsgrisebesætning. Vi havde 90 søer plus opdræt. Vi leverede til Steff Houlberg, og fik den såkaldte Englands-notering, fortæller Ronnie Rom Hansen og fortsætter:

- Desværre var vi for tidligt ude i forhold til forbrugernes ønsker, og vi kunne ikke få de nødvendige priser for at produktionen var rentabel. Derfor lukkede vi den del af besætningen ned i 2002-2003.

Ronnie Rom Hansen har altid haft interesse for bier og ville gerne i gang med en større honningproduktion. Derfor blev den gamle kornlade og maskinhuset bygget om til industrikøkken og lager.

 

Myndigheder foreslog gårdbutik

Hurtigt måtte han dog erkende, at fruens, Fru Hansens, livslange interesse for chokolade – hjemmelavet – var større, blandt andet fordi det kunne være helårsbeskæftigelse, mens biavlen var sæsonbetonet.

- Først røg grisene ud og siden bierne, og i stedet flyttede marcipangrisene med chokoladeovertræk ind, lyder det storsmilende fra Ronnie Rom Hansen.

De første år, Fru Hansens chokolade eksisterede, foregik salget primært via internettet, men en dag fødevaremyndighederne var på besøg, foreslog de, at parret skulle lave en gårdbutik.

Læs mere på side 10-11 i LandbrugØst i uge 43, der allerede nu er på nettet – klik her