Første hold agro-assistenter fra Gråsten er klar

Tirsdag 31. oktober 2017 8:00

Fredag den 17. november kl. 11.30 holder man på Gråsten Landbrugsskole for første gang dimission for et hold ”Agro-assistenter.” Så vil 10 kursister have gennemført et særligt forløb, hvor ledige uden særlige forudsætninger for at arbejde i landbruget, får teoretiske og praktiske færdigheder så de vil kunne søge ansættelse hos danske svineproducenter.

Forløbet kører over godt et halvt år og er kommet i stand gennem et samarbejde mellem TUCjob og Bygholm og Gråsten Landbrugsskoler.

- Vi bliver meget ofte kontaktet af landmænd som har en større svineproduktion, og hvor de efterspørger kvalificeret arbejdskraft. Vi sender hvert år mange elever fra skolen ud i erhvervet, men de kan langt fra dække den efterspørgsel der er fra landmændene”, siger forstander Bjarne Ebbesen.

- Derfor er det meget glædeligt, at det nu er lykkes at få uddannet en god flok som ikke tidligere har været i berøring med erhvervet eller landmandsuddannelsen.

Når kursisterne den 17. november har været oppe til deres sidste eksamen, vil alle dem som består, modtage et bevis for at de nu har en grundlæggende teoretisk og praktisk viden om grisens anatomi, biologi og om arbejdet i en moderne svineproduktion. Undervisningen har vekslet mellem 1-2 ugers skoleundervisning efterfulgt af 2-4 ugers praktik hos landmænd i Sønderjylland.

- Kursisterne er meget motiverede og de har været meget glade for forløbet. Nu glæder de sig enormt meget til at komme i gang med et rigtigt job ude hos en landmand, slutter kursusleder Peter Munk Nielsen.