Beder-sag om forbud mod pesticider trækker ud

Torsdag 2. november 2017 12:33
En del landmænd syd for Aarhus venter på en afgørelse om fremtidig brug af pesticider. Næste møde i byrådet holdes den 15. november.

Det trækker ud med en beslutning i Aarhus Byråd om, hvorvidt der skal indføres et forbud mod brug af sprøjtemidler i et område ved Beder syd for Aarhus.

Et stort flertal i byrådet er på anbefaling af embedsværket stemt for forbuddet, der vil ramme 11 landmænd, og som Landboforeningen Odder-Skanderborg og Landbrug & Fødevarer kæmper for at få afværget.

På et møde onsdag besluttede byrådet at sende sagen til fornyet behandling i udvalget for Teknik og Miljø, hvor Venstre har bedt om at få opklaret flere spørgsmål. Blandt andet vil Venstre have svar på, hvorvidt embedsværket med sin anbefaling har forholdt sig til i hvilket omfang, fund af sprøjtemidler i drikkevandsboringer er midler, som er i brug i dag. Venstre har også bedt om en redegørelse for i hvilket omfang, embedsværket efterlever nye retningslinjer fra Miljø- og Fødevareministeriet om udstedelser af den slags påbud.

Udvalget ventes at behandle sagen på et møde mandag. Der er møde igen i byrådet den 15. november.